fbpx

AdWords jalousi rammer SEO


Adwords jalousi

28-07-16 Google Ads, SEO

Expanded text ads gør det endnu sværere for seo folket.

Så kom der endnu et Google tiltag fra virksomheden som tidligere havde en tagline som hed “Do no evil”. Tiltaget hedder expanded text ads og det giver nu mulighed for at lave længere AdWords tekst annoncer.

Så nu har Google fjernet højreside annoncer og puttet en ekstra annonce ind i toppen (på desktop) og har gjort det muligt for annoncører at lave annoncer der ligner de organiske resultater.

Med et glimt i øjet kan man konstatere at AdWords teamet hos Google viser udpræget jalousi i forhold til det organiske.

Herunder kan man se hvordan en søgning på billigt bredbånd ser ud idag, hvilket er meget tydeligt at de betalte annoncer i størrelse og format ligner de organiske resultater.

AdWords

Hvis man går lidt mere i dybden med det, kan man ved at klippe 2 organiske og 2 betalte annoncer sammen se hvordan der næsten ingen forskel er. Det eneste der skiller det ud er den lille etiket med annonce på.

 

Er expanded text ads en feature eller vildledning?

Fra et marketingperspektiv kan man kalde det en feature og fra et forbruger perspektiv kan man kalde det vildledning. I en tid hvor der har været meget fokus på, at det skal være tydeligt når det handler om annoncering og hvornår det er indhold, er det efter min mening stærkt betænkeligt at Googles nye annonceformat minder så meget om de organiske resultater.

Nu har Google jo en aktiekurs der skal plejes og de styrer naturligvis selv deres produkter, men det er da tankevækkende at AdWords i den grad skal “smeltes” sammen med de organiske resultater. Hvorfor må det ikke være tydeligere at der er forskelle på de organiske og de betalte resultater? Min forargelse går ikke på at Google vil tjene penge, men jeg synes at det er jalousi på SEO der gør arbejdet for dem.

Google lever af at levere de rigtige resultater til brugerne og det har de generelt været rigtig gode til, Men alle dem der har lavet SEO gennem årene har faktisk også gjort arbejdet nemmere for dem på flere områder. Jeg ved godt at der også findes SEO spammere som gør nettet gråt, Men alle de reelle webmastere og content folk, som har SEO optimeret uden spam og black hat teknikker, har faktisk gjort arbejdet nemmere for en søgemaskine som Google. Men det bliver de bestemt ikke belønnet for med Googles mange anti-seo tiltag.

Færre vil kunne kende forskel på resultaterne og på mobil fronten kræver det god scroll træning at nå ned til de organiske resultater.

 

Hvad expanded text ads kommer til at betyde for dig?

Det kan være svært at spå – især om fremtiden – men det kommer til at påvirke search strategien i de forskellige virksomheder. Der vil være endnu større behov for at den betalte del hænger sammen med SEO indsatsen, således at de to områder på bedst muligvis dækker hinanden af. Der vil være fordele ved at koordinere positioner, budskaber og målgrupper, samt at være knivskarpe på sammenhængen i konverteringsstierne hvor både AdWords og SEO indgår.

Det skal blive interessant at se, om de organiske resultater vil få færre klik og dermed komme til at mærke en tilbagegang. Ligeledes vil der være chancer for at der vil værre en negativ spiral, hvor virksomheder på grund af tab på den organiske trafik, skruer op for deres PPC budgetter, hvilket så igen giver færre organiske besøg.

Hvad bør du forholde dig til i den nære fremtid med expanded text ads?

Google er en magtfuld spiller og mange virksomheder og websites er meget afhængige af trafikken derfra. De sætter suverænt den plade der spilles på, men du kan alligevel kigge på følgende 3 ting i den nære fremtid:

  1. Få en bedre og mere målrettet search strategi, hvor der er sammenhæng mellem SEO og AdWords som search kanal. Det vil give billigere trafik og en større gennemslagskraft i forhold til de samlede trafiktal fra Google.
  2. Arbejdet med at finde de såkaldte “long tail” søgninger vil komme til at betyde mere for SEO folket. Det at blive fundet på vendinger hvor AdWords konkurrencen ikke er for hård, vil blive guld værd i det lange løb. Når vi kigger på vendingen “billigt bredbånd” er der alligevel ca 275 andre kombinationsord, der fungerer sammen med den vending. Her er der ikke samme konkurrence på annoncerne.
  3. Kan du få kvalitetstrafik andre steder fra? Det spørgsmål bør fylde noget i det fremadrettede arbejde, for der er andre kanaler hvor du kan opbygge et audience, som ikke på samme måde er styret af Google. Så kig på hvordan du kan få flere trofaste følgere på dit nyhedsbrev, Facebook site eller LinkedIn side. Google er vigtige men kan godt tåle at blive udfordret på deres monopol, så du styrker jeres uafhængighed hvis i OGSÅ dyrker andre kanaler.

Google har iøvrigt lavet en guide til deres nye formater her.

Oprindeligt udgivet på LinkedIn pulse men flyttet over på bloggen